Anlæg og vedligeholdelse af gravsteder
Ved kistegrav kan der efter 6 måneder udføres anlæg eller reetableres anlæg af Kolding Kirkegårde efter ønske og mod betaling. Tilsvarende ydelse kan tilbydes ved urnegrav umiddelbar efter erhvervelse. Aftaler herom sker ved henvendelse til kirkegårdenes kontor.
Desuden kan Kolding Kirkegårder tilbyde årlig renholdelse og flerårige vedligeholdelsesaftaler i henhold til de gældende takstbestemmelser.
Hvis det ønskes, kan gravstedsejeren selv anlægge, beplante og vedligeholde gravstedet, eller lade en anlægsgartner udføre dette.
Ønskes der opstillet specielle gravminder eller indhegninger, skal dette forinden godkendes af Kirkegårdsbestyrelsen. Ansøgning herom, bilagt beskrivelse og tegninger sendes til Kirkegårdsbestyrelsen via Kirkegårdenes Kontor. Gravminder, gitre o.l. der opstilles på et gravsted, skal funderes så forsvarligt, at der ikke opstår fare ved at grave i tilstødende gravsteder. Indehaveren af brugsretten er i givet fald pligtig til at erstatte evt. forvoldte skader på nabogravsteder.
Kirkegårdsbestyrelsen påtager sig intet ansvar for skader forvoldt på gravsteder, hverken hvad angår gravminder, beplantning eller andet.
Plantning, vedligeholdelse og pleje af hække udføres af kirkegårdenes personale og indgår i den for gravstedet betalte pris.
For alle gravsteder gælder, at der ikke må plantes skovtræer eller andre planter, som ved vækst kan blive til ulempe for de omliggende gravsteder. Beplantningen skal holdes klippet og beskåret, så den ikke er til ulempe for gravsteder eller for færdsel på gangene. Sker dette ikke vil fornøden beskæring blive udført på gravstedsejerens bekostning. Udgåede træer og buske skal straks fjernes fra gravstedet.
Ethvert gravsted med dertilhørende indhegning, gravminde m.v. skal holdes i god orden. Ved undladelse heraf vil Kolding Kirkegårde følge dette op med brev til gravstedsejeren om manglende renholdelse m.m. Alternativet til egen renholdelse af et gravsted er at overdrage arbejdet mod betaling til Kolding Kirkegårde eller at nedlægge gravstedet, før fredningstidens udløb.
For gravsteder i afdelinger, der er pålagt servitutter for at sikre gravstederne et ensartet og harmonisk præg, kan Kirkegårdsbestyrelsen bestemme, at der indgåes flerårige vedligeholdelsesaftaler for hele fredningsperioden. |